Starten på turen til Argentina i to måneder i december 17 og januar 18 havde som første led 9 dages
fiskeri efter regnbueørreder i Lago Strobel i den sydøstlige del af landet. Turen dertil over
Buenos Aires var lang, men problemløs. I lufthavnen i El Calafate blev jeg hentet af Mauro fra
Estancia Lago Strobel sammen med mine tre argentinske fiskekammerater (Alex, Mariano og Ulises) for
de første fire dage.

Når to måneder skal finansieres, så har det været nødvendigt at kigge på finanserne. Jeg havde
derfor udnyttet mine kontakter og booket en tur hos en lokal argentinsk operatør. Det betød bl.a.,
at mit spanske blev sat på prøve, fordi der stort set blev snakket spansk på hele turen, men selvom
mine evner på det felt stadig er noget rudimentære, så gik det, fordi mine medfiskere og folkene på
lodgen var meget imødekommende og tolerante, når jeg ”gradbøjede” deres sprog til det ukendelige.
Engelsk er ikke noget, der beherskes i Argentina generelt.

Estancia Lago Strobel har sit fiskevand i den vestlige ende af søen, så man er næsten altid sikret
mod modvind (ikke vind naturligvis, for den er der masser af). Fiskeriet viste sig at være meget
anderledes sammenlignet med sidste år ved en af de øvrige lodges ved Strobel. For meste fiskede vi
synkeline over dybe skrænter, hvor eneste mulighed var at få fluen ned og langsom indtagning af
nymfer eller små streamere. Heldigvis kunne jeg – på eget initiativ – supplere dette fiskeri med en
metode, hvor en kombination af en stor Tjernobyl Ant og en nymfe to meter nede kunne anvendes til
steder med mindre dybder og vegetation.

Det blev til fisk hver dag, ikke mange men nogle de fleste dage. Derimod kunne vi sjældent sige
størrelser over 5 kg. Nu er det slet ikke rimeligt at brokke sig over at have mulighed for at fiske
i dage i streg, men man kunne godt sige, at størrelsen var lidt af en skuffelse. Der var også fisk
fra gydningen uden megen fight, heller ikke lige min kop te.

Foruden Strobel er der adgang til en række mindre søer, et mindre stræk af den lille Moro creek og
den øvre del af Strobels eneste tilløb Rio Barrancoso.

En af de første fire dage fiskede vi dels en af søerne og dels Moro creek. Især den sidste var
fyldt med godt fightende regnbueørreder i god størrelse taget på nymfe.

Dagene gik efter en snor med morgenmad, fiskeri indtil kl. 1, hvorefter der var frokost og en times
fiesta. Derefter fiskeri indtil omkring kl. otte, middag kl. 9 og hurtigt (for mit vedkommende) på
hovedet i kassen. Hernan stod for kosten efter argentinsk maner, ikke som ofte i fiskelodges
tilpasset klienter fra USA eller Europa. Det sætter jeg pris på, selvom en kost med masser af kød
og ikke mange grønsager satte min mave på prøve de første dage.

Foruden Mauro, der hentede os i lufthavnen og i øvrigt fiskeguide og altmuligmand, bestod ”holdet”
omkring os af fiskeguide Rubén, hans onkel Tito på besøg og estancians ejer og patron Angel
Rodriqués. Tito var i øvrigt den eneste med til kundskaber i engelsk, men sådan nogenlunde på
niveau med mine i spansk. Vi kunne begge sige simple ting, men havde sværere ved at forstå lange
svar i højt tempo.

Midt på ugen var der byttedag, og jeg fiskede sammen med Hugo Tello, guiden i alle ni dage, endnu
en gang i Moro creek. Turen dertil tog næsten to timer, den sidste i meget uvejsomt terræn, men
bestemt besværet værd. Det blev til frokost ude, inden vinden sendte os på flugt hjem til lodgen,
dog først efter besøgt nogle lokale hulemalerier.

Sergio og Angel afløste de hjemrejste, men resultatet var nogenlunde det samme. Også sammen med dem
var der fisk alle dage, men det holdt hårdt til tider. Vinden var endnu mere usamarbejdsvillig end
i starten, og et par gange, bl.a. den sidste eftermiddag, måtte jeg opgave, fordi jeg lige var ved
at blive blæst omkuld i vandet.

På dag 10 var et tid til at vende næsen tilbage til civilisationen med en lang køretur, ventetid i
lufthavnen, og en tretimers flyvetur. Næste trin er sammen med Ebba og noget helt andet, mere om
det senere.